Nyheder


Arbejdspokalen til Erik Witt Dinesen

26. november 2020

Tillykke til Erik, der blev tildelt Herning Kommunes arbejdspokal på generalforsamlingen.

Herning Byråds Arbejdspokal blev overrakt til Erik Witt Dinesen for hans store indsats i klubben gennem flere år.  

Henrik Stigel begrundede valget:

Dette års arbejdspokal tildeles en særdeles aktiv golfspiller, der har spillet golf siden 2002 – det vil sige i ca. 18 år.

Modtageren spiller rigtig meget golf, nok mindst 3 runder per uge og hvis man ganger dette op, bliver det til omkring 3.000 runder i de forgangne år.

Til trods for de mange runder golf er det også blevet til megen tid med frivilligt arbejde.

Modtageren har blandt andet været i kaninudvalget i ca. 8 år – hvor der er blevet ydet en stor indsats for de mange nye golfspillere, der er kommet til i Herning Golf Klub. Vi har alle nydt godt af vedkommendes ro og overblik til at gennemføre de mange kaninmatcher.

Da vores modtager af arbejdspokalen havde kørt rigtig mange nye golfspillere gennem kaninforløbet, gik han over til seniorafdelingen – hvor han igennem en lang årrække også har ledet disse matcher med sikker hånd – og nok også været seniorafdelingens edb- ekspert. Ud over at lede matcherne til daglig, er det også ham, der står for matcherne, når seniorafdelingen er på udflugt – både herhjemme og i udlandet.

Han er desuden med i komiteen for Vestjysk Oldboys, og en særdeles god ambassadør for Herning Golfklub.

For at det ikke skal være golfspil det hele, er vedkommende også med til at yde frivilligt arbejde andre steder i klubben – så som for eksempel stilaug – der sørger for at vedligeholde vores stier på bedste vis.

Vores modtager holder også meget af at rejse til udlandet, det kan være en tur til Gut Apeldör eller mere eksotiske steder.

Han ynder også meget at rejse til Thailand – på såkaldte longstay, – hvor det også er blevet til mange gode runder golf.

Han er god til at vise omsorg for andre, også på udebane. Blandt andet stod han klar med kolde drikkevarer, da vi var et lille selskab fra Herning Golf Klub, der ankom til vores hotel i Thailand, efter en lang rejse.

Der skal meget til for at holde vedkommende fra golfbanen – dårligt vejr er ikke nok – men når børnebørn kalder, så må golfbanen vige.

I har jo nok gættet hvem modtager af arbejdspokalen 2020 er – men ellers kan jeg også give et godt kendetegn – han har nok ikke helt glemt sin barndom – for han går altid med ”trækvogn”

Årets modtager af arbejdspokalen for 2020: 

Erik Witt Dinesen

 

Tilbage

keyboard_arrow_up